Begynderhold

Nyt begynderhold – Bliv løber med Aalborg Atletik & Motion

Et tilbud til dig, der gerne vil i gang med at løbe og eventuelt blive lidt mere fit.

Vel nok det løbetilbud, der gennem årene har fået flest løbere i gang i Aalborg.

Begyndertræning.jpg

Træningsforløbet strækker sig over 4½ måned og starter 16. august. Formålet er, at du med to-tre ugentlige fælles træningspas og små løbeture på egen hånd bliver i stand til at løbe fem kilometer på 3 måneder, hvorefter vi arbejder på at komme til at løbe hurtigere og lidt længere, således at du er i stand til at følge træningen på næste hold efter nytår. Du kommer til at træne sammen med ligesindede, og for de fleste er det en kæmpe motivation at være en del af en gruppe frem for at løbe alene.

 

Vi træner hver tirsdag og torsdag kl. 18.30 samt søndag kl. 10.00. Du kan eventuelt løbe en tur på egen hånd i weekenden, hvis tidspunktet passer dårligt. Vi begynder med let løb og gang suppleret med styrke- og smidighedstræning, der er med til at give dig glæde ved bevægelse og styrke dine led, knogler og muskler. Det er vigtigt at du følger træningen for at komme i gang med løb uden skader. 

 

Første træningsaften er tirsdag den 16. august kl. 18.30. Kom i god tid. Mødested ved klubhuset på Skovdalen Atletikstadion. Den første aften står vi klar med skilte for at tage imod dig.

 

Mød op til et sjovt og sundt efterår/vinter med et aktivt liv, der indebærer masser af løb og hygge. Har du spørgsmål, så send en mail til karin.moeller@mail.dk, ring på tlf. 40 21 50 96, tjek ind på Facebook-gruppen "Bliv løber med AAM".

 

HUSK du bliver ikke løber ved at melde dig til begyndertræning. Du bliver løber ved at følge træningsprogrammet.

 

De bedste hilsner og på gensyn.

Trænere Torkild og Karin